UdskrivEmail

Talentfløjten i hus

Laban v. Kim Askgård og Faru v. undertegnede stillede op på DBK´s anerkendte apporteringsprøve den 10. august på Sjælland. Der deltog 9 andre hunde. Laban og Faru var sammen med en tæve de yngste i feltet.

Laban bestod desværre ikke. Han måtte lide samme skæbne, som en stor del af de andre deltagende hunde, der kunne konstatere, at duebanen denne dag var sværere end som så. Laban og Kim viste stor udholdenhed, og det var kun de små marginaler (5 meter), der hindrede Laban i at komme mål. Laban tog flot revanche på kanin- og vandbanen, hvor det vist blev til to ni-taller. Flere tilkendegav, at de var meget imponeret over Labans og Kims arbejde på duebanen.

Bemærk, at kun 3 af de 11 hunde bestod prøven !

Selv jeg måtte udvise stor tålmodighed, da det var Farus tur. For Faru var utrolig tæt på at dumpe på denne bane. Første due gik hurtigt og nemt, sådan da. En tæve havde valgt at dumpe sin afføring, som et andet skovsvin, lige ved siden af den ene due(/faldstedet), så Faru skulle lige lægge sin første due og markere - for bagefter at returnere med denne. Han ville så ud og lede efter damer, hvor jeg ellers forventede, at han skulle hente due nummer to. Det tog sin tid, megen dirigering og en omstart at få ham ud til duen - men det lykkedes, og skuffende 6 point kom i hus.

Næsen var inden prøvens start vist nok sat op til mere. På kanin- og vandbanen blev det til to ti-taller.

Faru blev 2. bedste hund på prøven. Han skulle så ud og matche om den nyudsatte talentpokal - Fløjten - som kan vindes af bretons under 3 år. Her kunne Faru så på sportslig maner sætte den skyldige tæve fra duebanen på plads. I en matchning med 20 udlagte emner fik Faru 7 emner hjem mod modpartens 6. Alt dette på 4 minutter inkl. omkamp. Omkampen blev fremprovokeret af, at Faru lige pludselig skulle forrette sin nødtørst og derefter forfølge to svaler, hvilket gav modparten tid til at indhente ham.

En sjov og festlig matchning, hvor publikum levede højlydt med.

Lad os se om Lene har lidt billeder fra dagen.

Søren

joomla template