Udskriv

Adgangsbiletten i hus

Tirsdag, 30 Juni 2009 06:40

Der har været lidt stille på bloggen gennem de sidste måneder. Det nye kuld, som ser ud til at være kommet godt afsted, har selvfølgelig fyldt meget i efteråret og over julen. Og, når der ses bort fra jagtdagene, er denne periode en af de mere stille.

 Men, i februar skal vi igen i gang med træningen på marken. Her må de nye hvalpe vente med at komme i fokus til efteråret.

Ulicia har vist sig fra sin gode side, har fundet fugl en del gange, og hvor hun de fleste gange har behandlet dem fornuftigt og været nogenlunde lydig. Måske kan vi få hende præmieret alligevel ? Hun får et par chancer til, og med Faru´s sidste imponerende resultat in mente, bør der kunne falde lidt mere tid af til Ulicia.

Søndag den 15. marts sørgede Faru for, at alle døre nu er åbne inden for markprøvesporten. 17 dage før sin toårs fødselsdag fik Faru 1. præmie i Åben Klasse. Faru har nu adgang til vinderklasserne - både forår og efterår. Sidstnævnte prøver med fældning af fugl fordi Faru som bekendt har bestået DJU´s anerkendte apporteringsprøve.

Da Faru var den eneste breton med 1. præmie, blev han samtidig bedste breton og pokalvinder.

Siden sidste forår, hvor Faru debuterede på marken, har der ikke hersket tvivl om, at han er en fantastisk og effektiv fuglefinder. Han var her moden i en meget tidlig alder. De gange han med mig som fører har forbigået fugl kan tælles på 1 finger. Til gengæld har han vist sig noget følsom på næsen. Især når det ikke lige lykkedes at få sat en løbende fasan eller hare. Så er det blevet til en del stande uden påvisning af vildt.

Sådan var det også her i starten af sæsonen. Faru har været ekstrem fokuseret på fært, og delvis med god grund, da det har vrimlede med agerhøns (og -fald) og harer inkl. friske sæder. Faru mangler således en anden form for modenhed, nemlig at turde satse, når der ikke er vildt, men kun kraftig fært. Det arbejder vi på, og jeg er som regel ikke i tvivl, når det er frisk fært han står for. Så slapper kroppen langsomt af, og han begynder at kigge sig rundt og se på mig. Her bør han løse ud og gå i søg igen. Så jeg regner med, at denne lidt trættende adfærd reduceres med tiden. Men, hellere en gang for meget end slet ingen stand.

Faru er blevet stillet på 3 lokale prøver. Først ved Eggerslevmagle, hvor han havde 3 fugletagninger. De to komplette. Det blev til en 2. præmie i UK netop pga lidt for mange stop og kraftige markeringer. Men, han var dagens mest effektive hund. Lene prøvede lykken i Faxe. Han var vist lidt vidtløftig. Næste dag tog jeg til Næstved, hvor det regnede hele dagen. Her bragte Faru sig i kontakt med agerhøns 4 gange, men det lykkedes ikke at få en komplet situation, hvilket en ny lille veninde den ene gang må tage ansvaret for. 2 voksne hunde ud af 31 blev præmieret denne svære dag.

Så blev det alvor. Jeg havde valgt at tilmelde ham i Åben Klasse på FJD´s anerkendte prøve ved Bjæverskov. Det skyldes, at Faru og Gribskovens ikke rigtig har noget at bruge en præmie i ungdomsklasse til. Han er jo blevet præmieret, og hvorfor spilde et godt forår, når nu hunden er ved at være klar. Han kan holdes for harer, når jeg er tilpas tæt på, og han har vist spontan sekundering for stående makker.

Han lagde godt ud i en rapsmark. Kørte hårdt op langs en remisekant. Slog ud i marken og tog dernæst stand et stykke fra kanten. De tog et stykke tid før vi kom frem, og da jeg var 30 meter fra ham, kunne jeg se, at han begyndte at slappe af og kigge på mig. Han gik villigt frem på ordre, men kunne ikke påvise vildt. Åh nej, tænkte jeg. Nu skal han vel kke til at tage stand hele tiden ! Allerede på det tidspunkt havde vi set mange agerhøns og harer. Faru viste sig så fra sin bedste side. Marken blev afsøgt i et stort og velrevierende søg fra kant til kant. Snurrede rundt i stram stand 300 meter ude til venstre. Avancerede villigt på ordre ad tre gange for til sidst at rykke 10 meter frem, hvor han præcist udpegede parhøns. Komplet ro i opfløj og skud.

Det store slip blev på en tynd vintersædmark, der pga vinden ikke rigtigt havde nogen naturlige kanter. Området var samtidig lidt kuperet. Faru lagde igen stærkt ud. Jeg skulle forsøge at holde ham væk fra de levende hegn og de små brakstykker. Den anden fører var yderst forstående. Han vidste, hvad der var på spil. Hver gang Faru forsvandt over en lille bakke, løb jeg alt hvad jeg kunne, for at få øje på ham, så han ikke kom i ulykker. Det var en mark, som tog kræfter fra alle - hunde, førere og dommer Frede Nielsen.

Faru kom i mål. Jeg havde været så fokuseret på Faru, at jeg ikke bemærkede, at der i slippet havde været 16 stk. råvildt og 4 harer - den ene havde jeg nu set. Jeg tror nu heller ikke Faru havde set dem, og tak for det.

Til sidst skal der lyde en tak for de meget overvældende lykønskninger, Faru og jeg fik på "dagen".