UdskrivEmail

Den flotteste præmie hidtil (næsten)

Når nu tiden pt er til det, blev Faru tilmeldt 2 brugsprøver her i september. Brugsprøver er noget helt specielt. Der er tale om en kvalitetsbedømmelse af hundens evne til at gå på praktisk jagt.

 Prøvereglerne bygger på grundprincipperne i Fælles Markprøve Regler (Åben Klasse - voksne hunde), men hvor der i brugsklasse fældes fugl over hunden. Der er således 1 til 2 skytter med ud i marken, og en situation skal være 100 % jagtbar for at opnå præmiering.

Hele ideen med at gå på jagt med en stående hund efterprøves - stand, avancering og rejsning af fugl, afsluttende med apport af den skudte fugl. Derfor er en præmie i brugsklasse noget helt specielt. Og, en 1. præmie i brugsklasse anses for den fineste præmiering overhovedet !

Faru burde nok have været trukket fra den første prøve på Fyn, da han ikke var helt frisk efter et utidigt angreb af kennelhoste. Men, dyrelægen havde sagt ok. Han var i hvert til fald ikke på dupperne på dagen, men udviste god lydighed i flere situationer.

Den 25. september gik turen så til Lolland. I en stor roemark lige op ad motorvejen til Rødby (oh oh) havde alle holdets hunde gode chancer til fugl. Faru startede flot ud, og anlagde et godt søg, indtil han begyndte at markere meget kraftigt. 3 harer havde sprunget rundt mellem roerækkerne, så jeg havde stort besvær med at få ham væk fra området og i søg igen. Makker fandt en agerhøne, og da der ikke sker særbehandling af unge hunde, så røg Faru ned ad præmielisten.

I næste slip viste han, hvordan en god breton skal gå. Han opnåede stand - 2 sekunder efter makker. Og, mens dommer, skytter og fører gik op til den anden hund, stod Faru´s agerhøne af. Faru forblev rolig. Flot og godt nok. Allerede på dette tidspunkt var der blevet stødt fugl og forbigået fugl af de andre hunde.

Det blev til endnu et slip i den store roemark. Faru var ude med en rutineret og højtpræmieret engelsk setter. Faru tog dog teten, og opnåede efter et par flotte slag stand. Skytter og jeg kom helt op til hunden. På rejseordre gik Faru villigt frem og tog ny stand. En hare tænkte jeg. Nå, vi prøvede igen. Ny rejseordre, og igen gik Faru villigt frem uden der kom fugl på vingerne.

Ved næste rejseordre fik jeg øje på en agerhøne, der pilede afsted foran Faru. Faru fulgte op på den løbende agerhøne, der ikke kunne flyve (viste det sig). Efter 60 meter tog Faru så den afgørende stand. Fuglen hoppede op lige foran næsen på ham, og haps - så havde Faru styr på den og apporterede den fint til far.

Efterfølgende blev der kastet en fugl ud i roemarken samtidig med at der blev affyret et skud i luften. Faru var komplet rolig, og udviste en god apport af hans agerhøne.

Faru fik en flot 2. præmie. Første slip var ikke godt nok til at komme helt til tops. Det ses meget sjældent, at en hund på 1 1/2 år præmieres i brugsklasse, så Faru (og jeg) er meget stolt, og jeg er ikke bleg for at kalde denne præmiering Faru´s flotteste i hans korte karriere, selv om Lene og "farfar" nok ikke er helt enige, da de jo tidligere har opnået 1. præmie i ungdomsklasse.

joomla template