Udskriv

Farus første haretur

Tirsdag, 30 Juni 2009 09:06

På sæsonnens sidste jagtdag tømmes huset for kone, børn og hunde, for alle skal afsted. Hos os betyder det, at bilen fyldes med 4 personer og 4 hunde, for selv pincheren skal med på den sidste jagtdag.

 Det blev så Farus debut på jagt. Vi havde godt nok været nede på terrænnet inden i stiv kuling, hvor han blev kaldt fra råvildt og endelig stødte en lille flok agerhøns, som han respekterede. Positivt at møde fugl. Samme dag apporterede han en udkastet agerhøne, som Ulicia havde fundet. Agerhønen havde i opfløj brækket vingen på en telefonledning.

Nå, på selve jagten fandt Faru hurtigt ud af, at dette her var yderst spændende. Det kunne han mærke på de andre hunde. Så han gik til den, uanset han ikke helt ved, hvad det er, der er så spændende.

Pålidelige personer har udtalt, at han fik en gammel kok på vingerne i den ene såt, og i den sidste var jeg ikke i tvivl om, at det var Faru, som kom drønende efter en lille haremis. Der var glam og det hele. Rart at jeg har fået en jagthund. Det bliver nu spændende at se, om jeg får stand i ham her i februar/marts, for jeg er sikker på, at han nok skal gå på marken i en god stil. Men, ellers må jeg væbne mig med tålmodighed.

Endelig skal det lige med, at det var dejligt at hilse på Laban (og Kim), Agner (og Peter) samt Zulu (og Søren og kone) til lydighedstræning i Vallensbæk. Det var fire flotte hanhunde, som stillede op.

Lene ligger nok billeder ind ved lejlighed.