Udskriv

Dampmaskine

Onsdag, 20 Maj 2009 11:02

Storebaeltsbroen
Det var først i forbindelse med underskrivelsen af check nr. 2 til opdrætteren det gik op for mig, hvor dyrt et bekendtskab familien havde indladt sig på ved anskaffelsen af en lille breton.Jeg skal her spare læseren for regnestykket, men tre gange over broen og retur, deposita, hundekurv, endelig afregning og …

Ja, hvad var det så vi fik for pengene ? En lille tyk tæve på 9 uger. Hun ænsede dårligt nok at vi kom og hentede hende. Hun blev puttet på moders skød mellem to tæpper på bagsædet, og så af sted til sit nye hjem. Hjemturen foregik uden problemer. Faktisk sov hun på det meste af turen, og vidste man ikke bedre, kunne man hurtigt få det indtryk, at en sådan ”lille lort” bare ville falde ind i familien uden større problemer. Det skal nævnes, at familien på dette tidspunkt bestod af 1 dreng på 3 år, en gravid mor og undertegnede. Men hvad, en lille sovende hvalp, der udelukkende udstrålede nuttethed. Det skulle nok gå!

Det blev hurtigt hvalpe-hverdag. Heldigvis led hun ikke af hjemve, og det gik rimeligt nemt med at blive renlig, selv om hun i meget lang tid ikke kunne holde på vandet, mens hun sov. Måltiderne var der heller ingen problemer med, og efter kort tid var hun vænnet til at sove alene i entreen. Enkelte morgener måtte vi dog ekstremt tidligt op. For når først hun gik i gang med at kradse på ruderne ind til soveafsnittet, blev hele familien med ét vågen.

Effie, 8 uger gammel, bliver præsenteret for familien på Farfars spisebord

Effie på radiatoren

Effie i den nyindkøbte hundekurv, 5 mdr. gammel

Det lyder som den rene idyl, men som de fleste ved, har hvalpe også deres aktive perioder på dagen, og i dette tilfælde viste det sig at være en lille DAMP-maskine, der var lukket ind. I aktiv-perioden blev alt undersøgt – både indenfor og udenfor. Alt blev endevendt og så forfra igen igen. Indenfor var det forholdsvis nemt at holde styr på hende, medmindre knægten ødelagde vores afspærringer. Når det skete, var der ingen vej uden om, ned under alle sengene, kigge i det åbne klædeskab for så til sidst at finde hende sovende på radiatoren, som det var lykkedes at bestige ved hjælp af puslebordet.

Udover at bruge haven som racerbane, havde denne også sine gemmesteder. Det mest brugte var en lille hule under den hævede terrasse, og her kunne jeg stå længe om aftenen med en lommelygte og forsøge at kalde kræet frem.

En enkelt gang måtte jeg opgive, hvilket skyldtes, at jeg ved et uheld havde trådt hende over poterne med mine store træsko. Der var intet at gøre, og til sidst var jeg nødsaget til at forlade arenaen og overdrage opgaven til lillemor og 4 hundeguffer.

Der blev gået små ture om aftenen, men det var selvfølgelig ikke nok til at tage pusten fra hende. Når barnet var puttet, og fruen og jeg trængte til at smide stængerne op på bordet og få en puster, så overtog DAMP-maskinen scenen, som typisk bestod af en interimistisk dødsdrom.

Dødsdromen var sammensat af en væg samt to sofaer, der stod overfor hinanden – det gør de ikke mere. Så gik det ellers for fuld hammer rundt og rundt, og selv om der blev råbt højt og meget andet, var det ikke bare lige sådan at slukke for maskinen. Selv længe efter at lydighedstræningen var blevet intensiveret, skulle denne prægtige leg af og til genopfriskes. Lydighed – se det er en hel anden historie.

Zorbas