UdskrivEmail

Den store buk fra Værebroådalen

Den store buk fra Værebroådalen - en flot seksender 

Den 16. maj 2003 var jeg på post ved solopgang på Maglehøjgård i Smørumovre. Der har jeg lov til at skyde én sommerbuk om året.

Lidt over kl. 5 kom en stor buk frem sammen med en rå. Men de stod på den forkerte side af skellet. Et stykke tid efter sprang bukken ind på mit revir, men der var ikke kuglefang. Jeg så ham igen 5 minutter inden solnedgang, men for langt ude.

Da jeg som sagt kun må skyde én buk på dette revir, besluttede jeg, at det skulle være ham. Jeg gik efter ham et sted mellem 30 og 40 gange den sommer - jeg så ham et par gange, men han overlevede. Jeg fik ingen sommerbuk i 2003.
Den 16. maj 2004 var jeg igen på plads. Jeg så mange dyr denne morgen, men havde ikke chance til nogen seksender. Mine to nabojægere Jørgen og Poul fik hver en seksender - den ene havde jeg trykket hen til Jørgen. Da vi nød en øl efter morgenens strabadser, postulerede de i al venskabelighed, at jeg havde skudt den store buk sidste år uden at sige det. Jeg benægtede.

Jeg var på reviret samme aften og den næste dag, men fortsat uden at se den eftertragtede buk. De næste par dage blæste det koldt og kraftigt, så jeg blev hjemme. Men den 20. maj løjede vinden noget af, og jeg kørte til Smørumovre om aftenen, sneg mig ind på reviret og satte mig foran en lille hyldebusk kl. 19,30.

Det var en skøn aften, nattergalene sang i træerne omkring mig - men der var intet råvildt ude. Da jeg et kvarter før solnedgang sad og overvejede, om jeg de næste par dage skulle droppe denne buk og efterstræbe en flot gaffelbuk, som jeg havde stødt for et par dage siden, trådte et dyr pludselig ud på marken godt 100 meter ude. Det var en buk. Den høje opsats’ sprosser var blankpolerede og hvide. Bukken søgte rask fremad, mens den æssede. Jeg løftede riflen op til skydestokken, afsikrede og tænkte: Skal - skal ikke? Pludselig stivnede bukken, rejste hovedet og stod i stram positur. Jeg trak godt ind på bladet og lod kuglen gå. Bukken væltede på stedet, hovedet kom op og var så væk. Stilhed - Nattergalesang.

Jeg gik derud. Afstand ca. 115 meter. Der lå den flotteste buk, jeg nogensinde har skudt. Det er bukken ”once in my life time”. Kuglen havde strejfet lunger og lever. Maven var intakt. Brækket vejede bukken 19 kg. Min nabojæger Poul kom til, tog bukken i øjesyn og lykønskede mig hjerteligt.

Aage Stenhøj Jørgensen

joomla template