Udskriv

Derby 2000

Onsdag, 20 Maj 2009 11:10

 Farver i landskabet

En spændende og lærerig oplevelse

indlæg i "Bretons" november 2000

Derby 2000 startede for Effie´s og mit vedkommende allerede i sommeren 2002, hvor der i postkassen lå et brev fra formanden om at klubben arrangerede træningsture for de tilmeldte breton´s. Der var samtidig gode råd om, hvordan man skulle forberede sig – med cykelture 4-5 gange om ugen og meget mere.

Cyklen blev fundet frem, kæden smurt og så derudaf. Det blev nu ikke til de 4-5 gange om ugen, men et par ture blev det da til.

Den første træningsdag her på Sjælland var den 20. september i 25 graders varme, hvor 5 hunde mødte op. Da turen var færdig, så var hundene da helt færdige - specielt Effie, som bare lå og gispede opgivende. Jeg blev lidt betænkelig ved situationen, fordi slaget skulle slås om en lille måneds tid. Den eneste, som kunne tillade sig at være højt på strå, var Jørgen ”Ruff”, og da vi andre gik ham lidt på klingen, gik han til bekendelse: Kone, hund og cykler havde været med på sommerferie.

Gode råd var for en gangs skyld billige. Op hver morgen før ”fanden fik sko på” og familien vågnede, og så var det ud og cykle 6-7 kilometer.Cykelturen blev kun sprunget over, når den faldt sammen med markprøvetræningen. Her var Effie og jeg priviligerede, idet Effie´s assistenttræner flittigt deltog i dette arbejde, og stillede egne planlagte træningsture til rådighed.

For lige at finde ”prøveformen” var Effie tilmeldt til 2 markprøver inden Derbyet, hvorefter vi gerne skulle være klar.

Målsætningen var (sat fra før fødslen) at gøre en god figur, og gerne ryge med på andendagen. Set i bagspejlet gik det faktisk godt om lørdagen. Det blev til 5 slip, der sluttede med en ”2 min. i tolv”-situation i dagens sidste slip i yderste roe-række. Her fik Effie stand for en flok agerhøns, men makkerhunden kom op, og fuglene lettede. Når ”bagspejlet” kommer på tale her, skyldes det, at jeg (debutant) først i løbet af lørdagen f angede hvad Derbyet reelt går ud på – en kvalitetsbedømmelse.

Sidste slip ...

Søren og Poul diskuterer dagens resultater over en øl

Lørdagen sluttede perfekt, idet Emma og Effie (2 ud af 5 breton´s) begge havde kvalificeret sig til søndagen sammen med 13 andre hunde. Søndag morgen kom nerverne stille og roligt snigende. Startnummer: 1 !

Det gik åbenbart godt, selv om jeg kvajede mig 2 gange i forbindelse med Effie´s fugletagninger. Vi overlevede til matchningen efter frokosten, og i løbet af kort tid lå det klart, at både Effie og Emma var højt rangeret. Effie og Emma kom ud mod hinanden (5.-6. plads) i et for matchningen meget langt slip, og Emma sluttede med fugletagning, hvorefter Effie fik lov til at kæmpe for sin 6-plads. Men, desværre måtte hun vinke farvel til den. Det var tæt, men helt reelt. Den eneste der opførte sig urimeligt, var mig selv, for jeg var altså lidt skuffet, og havde ingen fornemmelse af, hvor godt vi rent faktisk havde klaret os. Det ved jeg nu. Det blev til en flot 7. plads!

Til sidst vil jeg endnu engang ønske Emma og Poul Vestervang tillykke med 5. pladsen. Tak til dommerne – specielt Knud Johansen, som ikke lastede Effie for mine ”små” førerfejl undervejs. Derby 2000 var en stor oplevelse !

Søren Stenhøj