UdskrivEmail

En hilsen fra en glad jæger

Smukke Zuri - hun ligner sin mor

 

 

Gribskovens Zuri - En hilsen fra en glad jæger

 

Mine to bretoner – Tiko og Zuri – to store hunde i små kroppe

Jeg bor på en landejendom i det sydlige Danmark sammen med min hustru Karen og vores 3 årige datter Emilie.

Min interesse for naturen og jagten har været til stede, siden jeg gennem min far blev introduceret til jagten, da jeg var helt lille. Jeg var, iflg. troværdige kilder, med på min første jagt som 4 årig.

Jeg fik en breton ved lidt af en tilfældighed. Jeg overtog den efter min gode ven og jagtkammerat Michael, da hans kone og han af uddannelses- og arbejdsmæssige årsager valgte at flytte til Sverige for en periode.

Det var en sort/hvid tæve, og den var født 31.03.96 og bar navnet PVN`s Mirbel. Michael valgte at kalde den Tiko. Tiko var en fantastisk hund, og vi blev da også hurtigt rigtig gode venner, idet jeg tit lånte den, når jeg skulle på jagt.

Nu er det overvejende ruhårsfolk jeg går på jagt sammen med, så de kikkede noget, da jeg troppede op med Tiko – bretontæven af mindstemål. Der faldt på et tidspunkt også en kommentar, om det var en ”forvokset kat” jeg havde med? - men den fangede fiscalen og så vankede der en bøde – for som jæger bør man vide, at man uden problemer kan kritisere andre folks koner, men begynder man først at kritisere andre folks jagthunde, så vanker der !!

Da jeg fik den tilbudt i en alder af 4 år, var jeg ikke sen til at takke ja. Det skal siges, at Michael havde gjort et fantastisk stykke dressurarbejde på Tiko, så det var en nem en at overtage.

Da vi holdt jagt sidste år i november her på ejendommen, blev den borte midt i, at vi var i færd med at skyde gråænder ved et af mine vandhuller. Min første tanke var at den havde set en and få et prik i vingen og gå ned langt borte, og at den om et par minutter ville dukke op med en stor andrik i flaben, som den har gjort så mange gange før. – Men, det gjorde den ikke. Karen fandt den en halv times tid senere. Den kunne ikke røre sig. Dyrlægens konklusion efter grundig undersøgelse og røntgenbilleder var at den havde fået en hjerneblødning. Vi fik den aflivet om aftenen. Det var rigtig træls, men det bedste for hunden.

Gribskovens Zuri

Ugen efter gik jeg i gang med at lede efter en efterfølger til Tiko. Det viste sig at være lidt mere besværligt, end jeg først havde antaget. Efterspørgslen på en bretontævehvalp var åbenbart noget større end udbuddet, og jeg havde bestilt en fra Midtvejs i Nordjylland, men tæven fik desværre ikke hvalpe nok til,at jeg kunne købe en der. Til sidst var jeg heldig at få bekræftet en sort/hvid tæve fra kennel Gribskovens i Hillerød, som var salgsklar d. 29. maj i år. Vi tog et weekendophold i KBHN hele familien og hentede om søndagen vores nye hvalp – Zuri. Den sov hele vejen hjem til Sønderjylland.

Lille trætte Zuri Zuri i gang med apporteringstræning Apporteringstræningen har båret frugt, Zuri er en dygtig apportør

Nu var det første gang vi skulle have en lille hvalp, og de er som regel lidt utætte i starten - havde jeg hørt - så jeg havde lavet en stor kasse, som den skulle bo i den første måned. Men det havde jeg glemt at aftale med Zuri, for da vi havde haft hende i 4 dage, kunne hun allerede hoppe over kassens sider – så var det passé med den kasse – spildte kræfter - Wink

Opdrætteren havde sagt, at hun var lidt reserveret og godt kunne lide at være lidt alene nogle gange. Det er korrekt og det passer os rigtig godt, da det udmønter sig i, at hun er forholdsvis rolig om aftenen når vi er kommet ind. Om natten hører vi intet fra hende (det skal lige siges, at vi holder hund på den måde, at hun kun er i entré og bryggers - resten af huset er forbudt område). I dagtimerne har hun en hundegård af pæn størrelse.

Mht. introduktion til vand, så startede jeg med dette allerede i ugen efter hun var kommet hjem, blot ved at soppe lidt med hende i det ene af vore vandhuller på ejendommen. I starten af juli gik jeg så selv helt i vandet og kaldte hende ud. Herefter har det kørt på skinner mht. apportering i vand og apportering i det hele taget. Hun er rigtig glad for at bære på noget.

Jeg går en del på jagt af forskellig art, og har allerede haft hende med på en del jagter - hovedsagligt andejagt og et par gåsejagter.

Hendes første rigtige jagt-apportering foretog hun i starten af september, da hun var godt og vel 5 måneder, hvor hun hentede en lille gråand.

Det går, hendes alder taget i betragtning, helt fint med apporteringen - også på jagt, hvor hun til dato nu har hentet 21 gråænder, (den ene faldt 30 meter ude i mit vandhul, men det var bare den lige vej i baljen og tilbage igen), 2 krager og en skovdue. De sidste 2 ænder apporterede hun forleden på hendes 7 måneders fødselsdag. Desuden har hun 1. oktober forsøgt sig på en hare, men den var lige lidt for tung - en velvoksen en af slagsen.

Her midt i oktober apporterede hun 10 gråænder (4 anskudte) i fin stil. Vi skød i alt 31, og vi var kun 2 hunde inklusive Zuri, så der var rigeligt at se til. Jeg skød ikke selv nogen, men koncentrerede mig om apporteringsarbejdet. De fleste afleverede hun pænt ved fod.

Det er alle tiders hund jeg har fået mig her, og jeg glæder mig rigtig meget til de forhåbentlig mange jagtoplevelser vi skal have sammen.

Allan Gregersen, Tinglev

joomla template