Udskriv

Den første gang

Onsdag, 20 Maj 2009 11:15

Levende hegn med bistader
Inspireret af teennagetidens lemfældige omgang med de Grå sider i Ugens Rapport kom jeg til at tænke på, at der er noget helt specielt ved "Den Første Gang". Alle mennesker kan huske tid og sted, og visse detaljer står specielt lysende klart flere år efter, også selv om der i mange tilfælde nok er foretaget ubevidste tilpasninger af oplevelsen.

Når jeg af og til har kørt Sjælland tyndt med min gamle far er det ofte hændt, at han har kunnet udpege ”stedet/stederne”, som har speciel betydning for ham. Udpegningen har altid været meget præcis – nede ved den lille bøg eller der, hvor der er et lille mellemrum i det levende hegn o.s.v. Jeg må indrømme, at en sådan fantastisk hukommelse er imponerende og fascinerende, selv om jeg ikke altid har fået fortalt samtlige detaljer. Når man så er sammen med flere ligesindede, står de jo nærmest i kø for at fortælle netop deres historie, og det opfattes direkte fornærmende, hvis man ikke tager sig tiden til at høre alle.

Nu kan jeg også tale med, for den 29. august 1999 var det min tur til at opleve "Den Første Gang". Det foregik i en 35 ha. stor roemark på Sydsjælland. Det præcise klokkeslæt erindres ikke helt, men kan fastslås med en margin på ½ time.

Gode bretonvenner havde arrangeret markprøvetræning på Feddet, og vi var ca. 12 stykker, der var mødt op. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det tegnede til at blive en meget varm dag. Vi blev delt i to hold, og de yngre kræfter blev samlet på hold 1. Min hund havde lige holdt 1 års fødselsdag, og jeg var meget spændt på at se, hvordan hun tegnede, for det havde været en lang sommer, hvor hendes første løbetid havde taget lidt for meget af hendes temperament ud af hende.

I foråret havde vi godt nok været ude og træne, men det er begrænset, hvad en hvalp på 7-8 mnd. kan forholde sig til. Hun havde dog vist, at næsen var i orden, idet hun på sin første træningstur fulgte flot op på en gammel rutineret fasankok. Da kokken langt om længe ikke gad lege med mere, lettede den fra et hegn, og hunden blev så forskrækket, at den nærmest hoppede 2 meter tilbage, og man kunne helt klart fornemme, hvordan hun stod og spekulerede over, hvad det nu var for noget.

Men tilbage til Feddet. Vi var yngste ekvipage, og selv om jeg var meget nervøs for hendes lade sommer-temperament, viste det sig allerede i 1. slip, at hun var en hund, der gerne ville derudaf. Hun startede selvfølgelig med at rende efter makkerhund, men fandt meget hurtigt ud af, at det var sjovere at være sig selv. I 2. slip havnede hun i en stor udsætning af agerhøns, som fløj om ørerne på hende. Det fandt hun meget interessant.

Det blev en meget lang og varm træningsdag, hvor ingen rigtig kom i nærheden af den perfekte situation. Hundene var faldet helt sammen, hvis det ikke havde været for et stort vandhul, som de med fryd kastede sig ud i. Der blev drukket en enkel farvel-øl, og det var så det - troede jeg.

Min køremakker var lidt utilfreds, for han ville så gerne have sin hund for fugl. Jeg var træt, men det var ham der lagde bil til. Små 15 kilometer derfra havde vi adgang til en stor roemark, og der skulle vi lige ned og vende inden turen gik hjem. Vi parkerede i kanten af marken og trak et par hundrede meter op, inden begge hunde blev sluppet. Det viste sig, at jeg og hunden nærmest stod oven på en fasankylling. Den skyndte sig selvfølgelig væk, men så skete det – det store øjeblik! Små 20 meter længere fremme tog hunden sin første stand, og på rejseordre kom der en fasan op. Der blev skudt og prellet. Men ikke nok med det. Hun tog efterfølgende stand for en enlig agerhøne, og denne gang var det hele perfekt – "Den Første Gang"!

Zorbas