UdskrivEmail

Frosne tæer i gadelygtens skær

Lydighedstræning i Vallensbæk jagtforening
Der er knap så megen romantik i denne historie, som overskriften måske ligger op til. Det handler om lydighedstræning m.m. på godt og ondt.

Familiens lille tæve var blevet 5 md. gammel, så det var helt naturligt at hun blev tilmeldt den lokale jagtforenings lydighedskursus, der startede en tidlig frostkold aften i januar. Selvfølgelig havde vi smugtrænet derhjemme.

Faktisk var hele julen gået med fløjtetræning- hjemkald og dirigering - på det lokale fodboldstadions træningsbaner, hvor man har den store fordel, at terræn og hund er til at overskue. Disse juledage har senere vist sig at være guld værd, så hermed er tippet givet videre. Men husk bæ-posen til efterladenskaberne. Det vil fodboldspillerne sætte pris på !

Uanset smugtræningen var det helt klart nødvendigt, at lydighedstræningen skulle intensiveres, idet hun generelt opførte sig meget vidtløftig- kort sagt en rigtig lille varyler. Jeg måtte oven i købet leve med, at familiens rutinerede hundeførere på det nærmeste hånede mig til julefrokoster og andre sammenkomster, men det hjalp da gevaldigt på mit humør, da min bror, der har gået med hund i rigtig mange år, måtte opgive sin demonstration af, hvad en fast hånd kan udvirke af mirakler. Kræet var fuldstændig ligeglad.

Søren og Effie smugtræner lydighed

Selv om både lillemor og jeg var førstegangs hundeejere havde jeg siden min barndom været i selskab med hunde, herunder deltaget i og forestået forskellige træningsseancer. Derfor blev det besluttet, at det var moren, der skulle gå til lydighedstræning (altså med hunden), og hun trængte i øvrigt også til lidt motion, så hun kunne være klar til sin fødsel sidst i januar. Hele familien blev pakket i bilen, og så gik turen ned til supermarkedets store parkeringsplads, hvor vi blev mødt af 40 andre hundeelskere. Tilmelding og holdopdeling var hurtigt overstået, og vi endte på et hold med ligesindede unghunde. Knægten og jeg kunne så stå og more os i en stiv kold time over vor mor med topmave og de andre stakkels mennesker, som stort set ikke bestilte andet end at gå i rundkreds med deres mere eller mindre umulige hunde, som var mere interesserede i hinanden end at lære at gå hindér og sitte.

Det var faktisk hundekoldt, og selv om jeg vidste, at der var mulighed for at købe kaffe og slik i supermarkedet, måtte jeg pænt stå og følge med i kurset, for jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive taget fortrydeligt op, hvis jeg stille og roligt luskede bort. Knægten, ja, han syntes faktisk det var lidt kedeligt, og havde det ikke været for nogle store snedriver, han kunne springe lidt rundt i, havde det slet ikke været til at bære.

Grundet forskellige forhold - bl.a. en vel overstået fødsel med efterfølgende småkomplikationer - overtog jeg træningen, hvorefter det kun var hunden, jeg skulle pakke. Af uransagelige årsager ville knægten ikke med mere. Nu var det min tur til at gå i rundkreds, kommandere hindér og sit samt få hundeguf-fnuller i alle lommerne på min tykke vinterfrakke. Der var nu kommet lidt mere skik på hunde og ejere. Den eneste der faldt lidt igennem var min lille tæve, som var holdets Benjamin. Hun havde meget svært ved at fastholde koncentrationen i mere end 10 sekunder.

En aften i februar gik det heldigvis helt galt for alle hundene. Der var faldet isslag over hele landet. Hunde og førere skøjtede rundt imellem hinanden, og det så utroligt morsomt ud når der blev kommanderet sit, for ingen af hundene havde lyst til at smække numsen ned i den isbelagte asfalt. Det samlede selskab bestod afslutningsvis af trippende hundeførere og hunde, som indtog de mest mærkværdige og akavede siddestillinger. Bedømt ud fra en 13-skala vil jeg tro vi lige bestod, og derefter skulle vi så i gang med apporteringen; men det er en helt anden historie, som endnu ikke har fået en lykkelig afslutning.

zorbas

joomla template