Udskriv

God kontakt og højlydt brokkeri

Tirsdag, 30 Juni 2009 07:07

 

De første 4 uger reagerer hvalpene ikke specielt på os mennesker. Selvfølgelig er det en naturlig del af tilvænningen, at de vænner sig til at blive taget op og vejet, smånusset eller ligge og sove til middag på Oskars mave. Når de så bliver 5 til 6 uger bliver de til gengæld vældig fokuseret på omgivelserne omkring sig, herunder især madmor og madfar. De forbinder hurtigt os med mad og det efterfølgende større frikvarter i mere sjove omgivelser end løbegården kan byde på.

Jeg vil påstå, at det er i de 14 dage, at kontakten mellem hund og menneske rigtig begynder at blive etableret. Fra at hvalpen bliver forskrækket, når en stor hånd eller et hoppende barn kommer alt for tæt på, bliver man nu mødt af glade smålogrende (kan det blive til andet med en halestump) hvalpe, som skal kravle rundt på en, bide lidt i fingre, sko og de dejlige snørebånd.

De vænner sig også til høje lyde, når Oskar eller Lise bliver skældt ud for at være for voldsomme. Faktisk reagerer de slet ikke, for de har alt for travlt med at slås eller kravle rundt i "hundehullet", hvor der er spændende gemmesteder, store gummistøvler at kravle ind i, og forhindringer, som kan bestiges på bedste vis.

Enhver god tid har sin afslutning. Det gælder også frikvarteret. Så er det tilbage til hvalpekassen og løbegården, hvor der sat en ekstra lille hundeseng op, da vi nærmer os 3 kilo pr. hvalp !

Ja, så er det brokkeriet starter. "Vi" vil sgu da ikke lukkes inde. "Vi" vil ud og lege igen. Enkelte kan endda præstere at hyle som en ulv i bar arrigskab over denne urimelighed. Der kan gå helt op til 10 minutter - hvilket faktisk er lang tid. Enkelte gange reddes vi dog af, at de hurtigt fortsætter slagsmålene fra legepladsen, indtil de dratter om af bar træthed.

De har også regnet ud, at morgenstund ikke bare har guld i mund, men at guld betyder glæde. Der kommer snart mad, og så skal vi ud og lege. Her er hele menageriet oppe at køre, lige indtil at maden er klar til at blive serveret i gården.

Alt i alt meget hyggeligt.

Søren