UdskrivEmail

"Sorte øjne"

Effie apporterer duen hjem - og består prøven!
Instruktørens kæbe var på det nærmeste sunket til navleniveau. Han rystede på hovedet, hvorefter han langt om længe fik taget sig sammen og fremstammede: "Sorte øjne? Hvad mener du med det?" Jeg pegede på min lille hund og forklarede, at hver gang jeg forsøgte at presse apportbukken ind i munden på hende og få hende til at holde fast, fik hun sorte øjne. Eller sagt på en anden måde: hun var helt væk, og hun nægtede at have mental kontakt til mig!

Ud fra instruktørens attitude var der ingen tvivl om, at han synes, det var det mest sindssyge han længe havde hørt fra en hundefører, der ikke kunne få sin hund til at apportere. Men det var vilkårene, da jeg startede op en aprildag med apporteringstræning med min unghund på 7 måneder. Det blev til mange lange aftener, hvor der på ingen måde kunne spores fremskridt. Bukken blev godt nok apporteret med stor velvilje på sikker grund i huset og i haven. Til sidst blev træningen indstillet, da hun kom i løbetid for 1. gang, og da hun var klar igen blev tiden brugt på marken. Det var nok en fejl !

På efterårets jagter blev det til enkelte apporteringer afledt af almen blodrus. Men da træningen igen blev startet op, var der igen ingen fremskridt at spore. Og der blev trænet ihærdigt.

Da hunden nærmede sig 2 ½ år blev alt kastet til side. Der var intet andet at gøre end at starte forfra. Fra april og hele sommeren igennem stod den på positiv træning. Der blev gjort meget små fremskridt, så det gjaldt om at glæde sig over selv det mindste lille ryk. Som det mest positive var vandapport af dummy, men jeg måtte desværre konstatere, at hun på ingen måde ville være i stand til at bestå en apporteringsprøve i august og dermed være berettiget til efterårets vinderklasse.

Til sidst endte det med at hunden kom i træningslejr hos Kennel Englyst i en hel måned. Arne Englyst havde tiden og erfaringen til at følge op på hundens positive udvikling, og da jeg fik hende med hjem, skulle vi lige ud og apportere duer og kanin, hvilket lykkedes. Hunden havde nu overvundet nogle grænser. Hun var langt fra en færdig apportør, men fundamentet for det videre arbejde var nu lagt. Det var for sent at komme på apporteringsprøve, men ”heldigvis” kom hun i løbetid samtidig med at vinderklasserne skulle afvikles.

I 2002 blev der arbejdet videre. Hun dumpede på en enkelt apporteringsprøve, idet hun ikke altid er tilfreds med at møde nye kaniner. Newcastle Disease satte en stopper for videre afprøvning. På brugsklasse opnåede hun 2. præmie på grund af en knaldapport, så nu skal prøven bestås i 2003, men mon ikke det går ?

Effie apporterer flot due fra vand

Der er vel ingen tvivl om, at jeg som fører kunne have gjort tingene anderledes, men jeg synes lige det skal med, at instruktøren fra opstarten har fortalt mig, at han selv måtte af med en hund, der havde sorte øjne, og at Arne Englyst forsigtigt fremførte, at det nok ikke var hvem som helst, der kunne lære min lille hund at apportere. Det lever jeg højt på endnu. Så vær på forkant med din unghund, og vær ikke bange for at søge råd hos den højeste ekspertise, hvis du støder på sorte øjne eller på anden måde har problemer med apporteringen. Den bedste jagthund er nu engang den der også kan apportere uanset øjenfarve !

Zorbas

P.s: Det lykkedes endelig lørdag d. 28/6 - 03 med 26 points

joomla template