UdskrivEmail

Rypen

Søren og Effie på breton klubbens hovedprøve
Vi ved det godt alle sammen. Hundeejere er ikke til at holde ud. Evig og altid skal de fortælle historier om deres fantastiske hunde. Jægere og markprøvefolket er nok nogle af de værste, for ikke at sige en gang værre ”pralrøve”. Hvor vidt denne historie kan henføres til kategorien praleri må være op til læseren at bedømme, men en ting er sikkert – den er sand.

Historien starter faktisk fra før familiens lille superhund overhovedet var blevet sat i produktion. Konen og jeg havde i længere tid drøftet muligheden for at anskaffe sig en Breton. Der blev stukket en finger i jorden forskellige steder. Dels for at undersøge markedet, dels for at sikre den fornødne opbakning i forhold til mulighederne for at dyrke markprøvesporten. Det sidste for hundens skyld. En opdrætter blev kontaktet, og heldigvis fik vi lov til at komme i betragtning til en tæve, og samtidig måtte vi oven i købet få lov til at vælge først. Nu kunne vi kun vente på parringen og resultatet af denne.

Da beslutningen var taget kom forventningens glæde stille og roligt snigende, men også frygten for om hunden og jeg ville falde igennem, den dag det blev alvor. Jeg kan være lidt af en drillepind, hvilket i tide og utide har medført små ”uheldige” kommentarer til udvalgte hundeførere. Drilleriet er udført med god samvittighed, idet jeg i min tidligere hunde-aktive karriere trods alt havde opnået et par fine resultater. Men, som flere hundesports-bekendte ikke undlod at pointere, så var det jo ikke min egen hund. Nu fik de chancen for at give igen.

Da meddelelsen om en vellykket parring indløb blev den sportslige målsætning fastlagt. Der blev ikke udsendt pressemeddelelser e.l., men ambitionen blev lagret oppe i den bagerste del af hjernen: Rypen !

Rypen, der som bekendt vindes af bedste unghund på klubbens hovedprøve om foråret, er nærmest "kult". En udstoppet fugl er ikke just hverdagskost ved en præmieoverrækkelse, og jeg kan huske min egen fascination, da Rypen fra Norsk Breton Klub blev overrakt til klubbens formand i 1973, og så er der nu noget helt specielt ved pokaler, hvor der reelt kun er et skud i bøssen i hundens samlede karriere.

Langt om længe landede hunden på privaten, og med de skjulte ambitioner helt i top kastede familien sig ud i markprøvesportens besværligheder og sjove stunder. 16 måneders træningsarbejde blev påbegyndt.

Inden hovedprøven blev formen testet 3 gange med meget forskellige resultater. Debuten udviklede sig til et sandt mareridt, da hunden forsvandt i en stor remise med råvildt, harer og masser af fasaner. Hun var væk i små 30 minutter, og så var den prøve slut. Dernæst en smuttur til Jylland, hvor vi fik genoprejsning, men desværre var vildtet ikke på terrænet den dag. Formen var stigende, og den 1. april blev det til hundens første 1. præmie. Det kunne altså lade sig gøre.

Så kom dagen, hvor det hele skulle gå op i en højere enhed. Familien var taget over broen allerede fredag aften for at være helt klar til næste dags forhåbentlige toppræstation. Nerverne blev i behageligt selskab dulmet med en flaske whisky, og lørdag morgen kunne jeg så fortryde det sidste glas. Hunden så dog ud til at være klar.

Det blev en meget lang lørdag, hvor solen skinnede og næsten ingen vind rørte på sig. Samtlige hunde havde svært ved at finde og holde fuglene, som der i øvrigt var mange af. Til frokost sænkede en deprimerende stemning sig over dommeren og hundeførere. For mit eget vedkommende virkede drømmen om Rypen ret utopisk. Fart, søg og stil havde været i orden, men en oplagt chance var kikset, og intet tydede på, at vejrforholdene skulle blive bedre.

En øl, snaps og lagkage hjalp lidt på humøret, og sørme om ikke der kom en fin lille brise over middag. Det blev vores tur. Jeg hørte terrænlederen fortælle, at på netop denne mark var der typisk 4 par høns, og han pegede på en lille lavning, hvor det ene par normalt lå. Stille og roligt bøjede jeg mig ned, og hviskede denne hemmelighed til hunden, og understregede, at det var sidste udkald. Det tydede på, at hun forstod beskeden, for efter et par slag tog hun stand for parhøns, og situationen blev afviklet perfekt. Det lettede gevaldigt, men jeg måtte dog gå og svede i endnu en ½ time før dommeren officielt tilkendegav, at 1. præmien var hjemme. Nu var 1. halvleg godt overstået, men der var lang vej endnu.

Effie klar til at blive sendt afsed

Søren og Frede "Østfyns" diskuterer deres slip ...

Det var med nerverne hængende ude på tøjet, at jeg tog af sted til matchningsterrænet. Det viste sig, at kun to hunde havde fået 1. præmie, så det var lige på og hårdt. Ordførende dommer var sjovt nok min ”gamle ven” fra debuten, og han så noget overrasket ud, da hunden og jeg troppede op til det store slip.

Matchningen varede i 75 sekunder, og der blev råbt ”koble” samtidig med at makker var forsvundet over en bakketop, og min lille hund havde taget fært og lettet en lærke. Hvilket antiklimaks. Så tæt på, og alligevel langt fra. Hovedparten af tilskuerne, bl.a. min bror, var ikke i tvivl. Makkerhunden havde vundet. Jeg var ærgerlig, og synes det ikke var helt fair, at matchningen blev stoppet så hurtigt. En lille gnist af håb blev tændt i mit sind, da enkelte tilskuere kom hen og ønskede mig tillykke.

Ventetiden fra prøvens afslutning til aftenens festmiddag føltes urimelig lang, hvor skuffelse blev erstattet med håb og omvendt. Hovedretten kom på bordet, og den almene præmieoverrækkelse blev overstået. Her blev 1. præmien overdraget, og selvfølgelig var jeg stolt. Så skulle resultatet af matchningen offentliggøres. Sandhedens time var inde – dommeren rømmede sig. Allerede efter den første sætning vidste jeg hvem der vandt. Et for mig fantastisk – Rypen var hjemme!

Rypen - vandrepokal til bedste unghund

Efterskrift:
Min lille søn på 4 ½ år sørgede dog for, at jordforbindelsen hurtigt blev genoprettet, da han under serveringen af isdesserten stille og roligt spurgte: ”Far, den der har vundet får mest is ?”, og da måtte jeg konstatere, at naboens stykke var større end mit

Zorbas

joomla template