Udskriv

Aidas forår 2014 – lidt om Gribskovens solskinstimer

Onsdag, 09 April 2014 16:24

2014 Aida OskarDet er altid spændende at se, hvordan den unge hund reagerer, når det tyder på, at den er ved at være moden til at sætte fuglen på marken, i remisen eller i det levende hegn.

Aida (og Oskar) viste gode takter på lokalprøven i Fakse den 2. marts, hvor det blev til en 1. præmie i UK. Men, det er nu noget andet at få en præmie på en anerkendt prøve, da denne på sirlig vis registreres i Dansk Kennel Klub.

Da skole og arbejde skal passes, overlod Oskar Aida til sin farfar Aage, så denne kunne stille med Aida på ESK´s hovedprøve ved Haslev. Det blev til en 2. præmie i UK. Aage blev så tændt, at Aida nu skulle med på træningsture, og her mødte hun en del fugle, som efterhånden blev håndteret på bedste vis.

Aida og Aage stillede op om fredagen på DBK´s hovedprøve, hvor de kæmpede bravt uden resultat. Oskar trådte til om lørdagen, og her påviste Aida vildt i sine tre slip – stand for fasan, stand for 2 harer og stand for parhøns. Fuglene blev desværre lettet ved makkerhundens ankomst, men harerne blev da rejst præcist og derefter forfulgt langt. For en ung hund var det arbejde af høj kvalitet, så der blev skudt over Aida og dermed 1. præmie UK.

Aida og Oskar skulle så i matchning, men her havde Aida tabt koncentrationen, så det var hurtigt overstået. Oskar var ellers 3. generation i kampen om Rypen – bedste unge hund. Den har hans farfar, far og farbror vundet tidligere. Mon ikke, der bliver en anden gang.

Ellers har Gribskovens Faru udmærket sig på DJ´s vinderklasse med en placering som 6. vinder. Han lå ellers i top til frokost, men igen mistede han koncentrationen på harefært. På DBK´s vinderklasse var han ikke frisk, og han opførte sig yderst underligt. Men, selv på en minus-dag lykkedes det Faru at komme på podiet med endnu en 6. vinder. Kønt var det ikke, og han er fortsat ikke sig selv 4 dage efter prøven. Nu må vi se.

Bertha sørgede selv for, at hun ikke har fået præmier. Når man er lige ved at komme i mål, så skal hun desværre nok lige finde på at lave en ulykke. Hun får endnu to chancer har i foråret. der er (måske) håb endnu.